GRATIS PSYKOLOGISK RÅDGIVNING TIL KVINDER, NON-BINÆRE OG TRANSPERSONER
Vi vil på denne hjemmeside forsøge at introducere både dig, som søger hjælp, samt fagpersoner, kollegaer, og fremtidige Brunhilder til kvinderådgivningens arbejde.
Hvad tilbyder vi?
Kvinderådgivningen Brunhilde tilbyder gratis samtaleforløb til kvinder, non-binære og transpersoner med almenpsykologiske problemstillinger, f.eks. relationelle problemer, sorg, stress, selvværdsproblemer, tristhed. Et samtaleforløb består af 10 samtaler af 50 minutters varighed.
Hvem er vi?
Vi er frivillige psykologistuderende på sidste del af uddannelsen. Vi arbejder i makkerpar og får supervision af en autoriseret psykolog hver 14. dag.
Hvordan kan jeg få et forløb i Kvinderådgivningen Brunhilde?
Vi starter nye forløb to gange årligt – i februar og i september. Hvis du er interesseret i at blive visiteret til et forløb kan du sende en mail til brunhilde@kvinderaadgivning.dk med dit navn og telefonnummer, samt et par ord om hvorfor du henvender dig. Du kommer på venteliste og vi ringer dig op til en telefonvisitation ved næste ledige plads. Inviteres du herefter til en fysisk visitationssamtale vil denne vare 20-50 minutter, hvor to af vores rådgivere vil fortælle dig lidt om rammerne for et forløb hos Brunhilde og herefter høre lidt om, hvorfor du henvender dig og hvordan din nuværende livssituation ser ud. Vi har kun én dag pr. forløb, hvor vi visiterer nye klienter. Det er derfor vigtigt, at du er tilgængelig den pågældende dag.
Hvad kan vi IKKE hjælpe med?
Vi vil gerne passe på dig og tilbyder kun et forløb, hvis vi er sikre på, at vi kan hjælpe dig. Da vi ikke er færdiguddannede, kan vi ikke varetage behandling af psykiatriske problemstillinger som klinisk depression, spiseforstyrrelser, traumebehandling m.m. Kvinderådgivningen Brunhilde er således ikke et alternativ til psykiatrisk behandling.
Omhandler dine problematikker fysisk- eller psykisk vold, samt misbrug, henviser vi i stedet til andre organisationer, der er specialiseret i at afhjælpe i disse områder. Forslag til andre tilbud kan findes i menu-punktet “relevante links”.