Kvinderådgivningen Brunhilde
Rådgivningen har siden 1972 været en del af kvindehuset i Gothersgade, og fungerer som en selvstændig, ikke-politisk gruppe i huset.
Rådgivningen er åben for alle kvinder over 18 år, men der gives dog fortrinsret til kvinder som ikke har økonomisk mulighed for at opsøge privatpraktiserende psykolog.
Kvinderådgivningen Brunhilde består af en dag- og en aftenrådgivning, som hver udgøres af 6-8 frivillige og engagerede, kvindelige, trans, eller non-binære psykologistuderende sidst på psykologi-uddannelsen. Vi arbejder i makkerpar om samtaleforløb á 10 sessioner med vores klienter. Vi forsøger at tilpasse vores metoder, så det passer til den enkelte klient. Herudover arbejder vi under supervision af en erfaren, autoriseret psykolog.
Brunhilde er en gratis rådgivning, og vi arbejder under tavshedspligt. Alle rådgivere arbejder ulønnet og i overensstemmelse med Dansk Psykolog Forenings etikregler.
Alle rådgivere i foreningen varetager, udover det kliniske arbejde, nogle administrative opgaver såsom søgning af fondsmidler, vedligeholdelse, planlægning af kurser og sociale arrangementer.